Grønlandsmissionær Lars Jensen Dalager

  Dødsnotater:

Iflg. Danske i Grønland i det 18. århundrede døde Lars Jensen i Finmarken af Galdefeber.døden af galdefeber. Han begravedes i Vardø kirke >under Forhøiningen ved Choret lige for den Dør, som oplukkes til Siden mod Prædikestolen

Han nåede at blive gift med Jomfru Anna Christina Falch i Provstens hus 17.9.1771

  Begravelsesnotater:

iflg. Danske i Grønland i det 18. århundrede døde Lars Jensen i Finmarken af Galdefeber.døden af galdefeber. Han begravedes i Vardø kirke >under Forhøiningen ved Choret lige for den Dør, som oplukkes til Siden mod Prædikestolen

Han nåede at blive gift med Jomfru Anna Christina Falch i Provstens hus 17.9.1771

  Om Lars:

1. Skifteprotokol, 30. Maj 1743, Rødby Sogn, Fuglse, Maribo Amt. ² Denne begivenhed blev delt med Strandrider Jens /Lauridsen Dalager/

Lars Dalager, Grønland ³

Lars Dalager, ca. 1715-1772, assistent og købmand ved Frederikshåb og Godthåb (nuværende Paamiut og Nuuk) i Grønland 1742-67. Dalager var kritisk over for handelen og missionen i landet og skrev i 1752 Relationer indeholdende Grønlændernes Liv og Levnet.

SKREVET AF
Hans Christian Gulløv

Danske i Grønland i det 18. århundrede, Grønland ⁴

LARS DALAGER
Købmand.
Lars Jensen Dalager blev født ca. 1719, rimeligvis i København,
som søn af tjener hos oversekretær Møinichen, senere toldbetjent
Jens Laursen Dalager (ca. 1680-1742) og hustru Anna Goe (1688-
1769).
I sin barndom gik han i almueskolen og lærte efter sit eget udsagn til sit 15de aar ikke andet end >den borgerlige Christendoms
Kundskab og noget lidet at regne og skrive<; han siger, at hans
lærer indpodede sine elever, >at Solen dandsede paa Himmelen hver
Paaskemorgen<.
Lars Dalager var imidlertid en opvakt natur og et lyst hoved, der
ved selvstudium supplerede sine tarvelige skolekundskaber og
endog lærte sig fransk og latin, senere ved omgang med Herrnhuterne i Grønland tillige perfekt tysk, ligesom han ogsaa var en ivrig
bogven og godt hjemme i tidens literatur.
Efter endt skolegang havde han selv >maattet fortient sit Brød
ved grovt og strengt Arbejde<, der mest bestod i >at brase eet Seil
og at roe med een Aare< \emdash og været vant til >at rode i Beeg og
76
Tran<. Hvad og hvor dette arbejde har været, lader sig næppe
opklare. Vist er det, at han kom i tjeneste hos sin slægtning Jacob
Sewerin, rimeligvis straks efter at være kommet ud af skolen. Men
om han blot har faaet sin uddannelse paa Sewerins skibsværft og
oplagsplads i Hals ved Limfjorden, den saakaldte >Grønlands Lycke<
eller >Nye Grønland<, det er et spørgsmaal. Det indgaaende kendskab, hvormed han allerede 1755 udtaler sig om >Findlapperne, af
det Slags man kalder Boefinner<, det kunde næsten tyde paa, at han
ogsaa har gjort tjeneste i Finmarken, paa hvis handel Sewerin tilligemed to andre københavnske forretningsmænd havde monopol fra
1729 til 1741. \emdash
1742 findes Lars Dalager i Grønland. Men om han først da er
blevet udsendt dertil, er ligeledes usikkert. I et brev af 1758 siger
han selv, at han >har hart ad tient 20 Aar her i Landet<. Efter dette
skulde han altsaa være kommet dertil 1738 eller maaske 1739. Det
maa i saa fald have været i underordnet stilling, som matros eller
>Arbeidskarl<. Det var ikke usædvanligt, at saadanne senere forfremmedes, naar de viste evner til at forestaa en overordnet post.
I 1742 kom Lars Dalager ihvertfald til Frederikshaab som assistent og forestod sammen med købmand Niels Chr. Geelmuyden
koloniens anlæggelse. Her kom han til at gennemleve hele denne
kolonis trængselstid. 6. september 1743 indfandt han sig i Godthaab
med anmodning til købmand Moltzau om at bistaa den med proviant
og anden forsyning, fordi det ventede skib var udeblevet og kolonisterne truedes af hungers nød. Og 29. juni 1744 kom baade han og
Geelmuyden med deres folk til Godthaab, fordi det til Frederikshaab
bestemte skib var forlist i isen udenfor kolonien og denne derfor
foreløbig mentes at maatte opgives; kun præsten Sylow var efter
eget ønske blevet dernede.
Frederikshaab blev dog ikke opgivet. Geelmuyden rejste til Danmark, men Dalager vendte tilbage med nødtørftig forsyning fra
Godthaab og holdt ud i de følgende trange aar, da det ligeledes
glippede med forsyningen fra Danmark, idet skibene ikke kunde
komme ind for storisen, men varerne møjsommeligt maatte bringes
ned langs kysten i smaafartøjer.
77
Han bestyrede ikke desto mindre fra 1743 kolonien saa godt,
at tanken om at opgive den, som Sewerin en tid nærede, tilsidst helt
bortfaldt, idet produktionen steg jævnt og sikkert aar for aar.
Hertil bidrog ogsaa den yndest, som Dalager ved sit sprognemme
og gode humør og ved sin djærve maade at omgaas folk paa hurtig
vandt hos befolkningen. Grønlænderne kaldte ham >den pudseerlige
Lars<, og naar han livlig sprang iland fra togtebaaden, blev der jubel
paa pladsen, og alle stimlede til for at >nyde< ham den korte tid, de
kunde have ham hos sig. Det gik saa vidt, at en sørgende fader fandt
trøst i at indflette ham i den mindetale, han holdt over sin kæreste
søn, der lige var stedet til jorde: >Du saa Baadens røde Flag langt
borte! Du raabte: der kommer Lars! Du løb til Fjorden og standsede
Baadens Stævn! Du satte Krogen i Sælhunden, medens din Moder
flængede Spækket, for hvilket du bekom Skiorter og Piile-Jern hos
Lars, men nu er det ude; naar jeg tænker paa dig, boldner mine Indvolde!< \emdash
Da Sewerins oktroj skulde udløbe 1749, forlangte adskillige af
hans betjente i Grønland hjemlov aaret før. Blandt disse var Dalager;
han rejste hjem 1748. Men da det almindelige oktrojerede handelskompagni overtog Grønlandsmonopolet, antog dette ham paany i
hans gamle post. Han ankom til Frederikshaab 13. maj 1750 og fandt
kolonien forladt af alle handelsfolkene; kun missionæren og hans
medhjælper var der. Husene var ogsaa i uorden, men Dalager fik
sagerne i orden i en fart og kolonien i god gang igen. I løbet af faa
aar steg dens produktion højere end nogensinde før.
I efteraaret 1751 fik en Grønlænders beretning om paa en jagttur
ind i landet at have set fjeldene ved >Østerbøygden<, som Dalager
havde fortalt om, ham da til at foretage en ekspedition op paa indlandsisen. Han er den første Europæer, som har foretaget en saadan
og skrevet beretning derom. De fjelde, der rager op over indlandsisen der, har senere faaet navnet >Dalagers Nunatakker< til minde
om hans tur derop. \emdash
1752 rejste han hjem til Danmark og blev afløst ved Frederikshaab af sin broder Carl Christopher. Maaske har det da været hans
hensigt at søge sig en stilling derhjemme. Men det fik han dog ikke,
78
og 12. marts 1754 skrev han til sin svoger >Sr. Hans Hiersing<, der
havde ansættelse hos deres svoger Jac. Sewerin paa Dronninglund:
>Han veed, Hr Svoger, at ieg nu atter har besluttet at gaae til Grønland igien; om Vor Herres Veie blive da saaledes med mig, at ieg
nogensinde skal see mit Fæderne Land meer, bliver al-eene en Følge
fra den u-randsagelige Forsyn, som ieg i saa Fald gandske overgiver
mig.<
Som anerkendelse af den dygtighed, hvormed Dalager havde bestyret Frederikshaab, blev han da saa ved købmand Moltzaus hjemgang 1754 beskikket til dennes efterfølger ved Godthaab. Ogsaa her
havde han baade klar forstaaelse af og varm interesse for befolkningens tarv, ligesom han ogsaa her fik produktionen sat noget op.
\emdash Hans stræben gik efter hans eget udsagn ikke ud paa at skaffe
sig en formue, men at virke hen til, at den kommende slægt kunde
blive opdraget til >gode Grønlændere eller nyttige Arbeidsfolk<.
Derfor ønskede han ogsaa at blive i landet hele sin levetid og omgikkes allerede i 1754 med tanken om at ægte en indfødt kvinde,
for \emdash som han drastisk udtrykker sig \emdash >herefter meere og meere
at kunne befries og gandske undertrykke forfængelige Fornemmelser og, tilligemed, at giøre mig ret stinkende for min gamle Moder
og øvrige Venner, der ellers ventelig endnu ville plage mig med
nye Paamindelser om mit Fædreneland<. Da det kom til stykket,
kunde han dog ikke bekvemme sig dertil og forblev ugift, skønt han
fik tilladelse til at indgaa grønlandsk Ægteskab.
Og naar han hellerikke opnaaede sit ønske om >at blive sin
Levetiid i Landetforkærlighed for Herrnhuterne gjorde, at der udvikléde sig et meget
spændt forhold mellem ham og >den Danske Mission<. Hans optræden overfor missionærerne medførte tilslut, at han blev afsat. Allerede tidligere havde handelsdirektionen advaret ham om at holde
fred med missionærerne og stillet ham i udsigt, at man ellers kunde
blive nødsaget til at hjemkalde ham og anvise ham post i Finmarken. Nu gjordes der saa alvor af det; 1767 hjemkaldtes han efter at
have opført sig brutalt mod missionær Bjørn. \emdash
Efter sin hjemkomst søgte han atter at faa ansættelse i Grønland
79
og tilbød bl. a. at oprette et etablissement i den sydligste del af landet Han fik dog ikke tilladelse til at komme tilbage dertil, men
beskikkedes i maj 1768 til købmand ved Kjøllefjord og Tana handeler i Finmarken.
Her fik han ogsaa straks nok at gøre, da det viste sig, at handelspladserne var meget forfaldne. Han fik dem repareret og virkede
meget energisk som handelsleder, ligesom han støttede og hjalp
enhver, der viste sig villig til at >søge Fiskeriet med Vindskibelighed<.
Han udtalte imidlertid ønsket om forflyttelse >til en bedre Post<,
og 22. maj 1770 beskikkedes han da til købmand i Vadsø, hvor han
ogsaa fik megen ros af kompagniet for sin energiske virksomhed.
Her blev han 17. september 1771 gift med >Jomfrue< Anna Christina Falch; de viedes i provstens hus.
Men allerede faa maaneder efter, 7. januar 1772, afgik han ved
døden af galdefeber. Han begravedes i Vardø kirke >under Forhøiningen ved Choret lige for den Dør, som oplukkes til Siden mod
Prædikestolen<. Hans enkes senere skæbne er ikke kendt. \emdash
Dalager er berømt for den af ham udgivne bog >Grønlandske Relationer, indeholdende Grønlændernes Liv og Levned, deres Skikke
og Vedtægter, samt Temperament og Superstitioner<, genudgivet af dr. L. Bobé 1915. \emdash