Christoffer Carl Jensen Dalager

  Fødselsnotater:

Født iflg.: Danske i Grønland i det 18. århundrede

  Dødsnotater:

Død iflg "Danske i Grøndland i det 18. århundrede

  Om Christoffer:

1. Skifteprotokol, 30. Maj 1743, Rødby Sogn, Fuglse, Maribo Amt. ² Denne begivenhed blev delt med Strandrider Jens /Lauridsen Dalager/

Danske i Grønland i det 18. Århundrede, Grønland ³

C. C. DALAGER
Købmand.
Christopher Carl Dalager blev født 8. april 1726 paa Dragsminde,
Lolland, som søn af toldvisitør Jens Laursen Dalager (ca. 1680-1742)
og hustru Anna Goe (1688-1769).
Aaret efter hans fødsel blev faderen >Strandridder< ved Gaabense paa Nordfalster. Carl har da utvivlsomt ligesom sin ældre
broder Lars gaaet i almueskole, velsagtens i Nørre Vedby, da de jo
boede i dette sogn; og efter skoletiden har han vistnok været i
handelslære hos en købmand i sognet, da han saavidt vides foreløbig blev boende hos sine forældre. Et træk til belysning af hjemmet findes i et brev fra ham til Nordgrønlands inspektør Schultz i
70
Godhavn, hvor han skrev, at han og hans søskende altid havde haft
aversion mod for megen stærk drik, >og dette er et Arve Gods fra
vores Fader, thi uagtet at han havde tilbragt hans Ungdom ved
Krigen, som subaltern Officer ved Cavalleried, og været med i alle
de Batailler som forre faldt under Kong Friderich den 4des Regiering,
og hvoraf han næsten for en hver har Kiendetegn, saa havde han
dog aldrig brugt eller havt Lyst til at bruge enten Brendeviin, eller
Tobak<. \emdash
Nitten aar gammel traadte da den unge Dalager i sin fætter og
svoger Jacob Sewerins tjeneste ved handelen i Grønland og kom
12. Juni 1745 til Jakobshavn som assistent. Her gjorde han sig hurtigt gældende som en særdeles dygtig og driftig handelsmand og
hvalfangstmedhjælper, og hans sprognemme og vennesæle væsen
gjorde ham meget afholdt af den indfødte befolkning. Allerede aaret
efter fik han da ogsaa overdraget bestyrelsen af Nordgrønlands
ældste koloni Christianshaab.
Ved Sewerins opgivelse af Grønlandsmonopolet gik han saa over
i >Det almindelige octrojerede Handelscompagnie's< tjeneste, og
1752 blev han afløser af sin broder Lars som købmand ved kolonien
Frederikshaab i Sydgrønland. Han vilde imidlertid helst tilbage til
Nordgrønland og rejste derfor hjem til Danmark to aar senere for at
se at faa ansættelse igen deroppe. Handelskompagniet overdrog ham
da at anlægge en ny koloni paa nordsiden af Diskobugt og sendte
ham 1755 derop med alle dertil nødvendige materialer samt proviantog handelsvarer. Han anlagde da kolonien ved stedet Sarqaq (o: sol
siden) paa Nugssuaqhalvøen, og den fik navnet Ritenbenck ved
omstilling af bogstaverne i handelskompagniets præses, grev Berckentins navn. \emdash
Inden sin afrejse fra København skrev han paa grønlandsk følgende brev til Frederikshaab:
>Kære Jomfru Birgitte!
Jeg vil skrive til dig. Jeg skal igen komme til Kalålernes (o:
Grønlændernes) land, oppe nord for Jakobshavn skal jeg overvintre,
jeg vil medføre et nyt hus. Derop skal du komme til mig. Du skal
71
ikke være tjenerinde. Jeg længes efter dig. Deroppe er det godt for
dig at være, ogsaa for Frederik. Jeg længes meget. Hvis I ikke
synes, det er for langt borte, skal I komme til mig beggeto, du og
Frederik. For fremtiden vil jeg ikke rejse bort, jeg vil blive i Grønland! Lad mig nu se, I rejser til mig straks, nu til sommer skal I
komme derop. Jeg medfører en mængde ting og masser af handelsvarer. Glem nu ikke mine ord. Saaledes skriver Kåle.<
Det var selvfølgelig meningen, at Dalager vilde gifte sig med
hende. Birgitte var født i Godthaab og døbt der 1741 af missionær
Sylow, og da denne blev forflyttet til den nyoprettede koloni Frederikshaab, medtog han hende og nogle flere døbte ungpiger. Hun
blev da senere børnelærerinde dernede og hendes broder Frederik
blev uddannet til >Nationalkateket<. Derfor fik han ikke lov til at
rejse bort fra Frederikshaab, medens missionæren dernede maatte
finde sig i, at Birgitte forlod kolonien og rejste op til Nordgrønland.
Hun naaede dog ikke længere end til Christianshaab, maaske
sent paa efteraaret, eller vel snarere først det næste foraar, og blev
her >Op^ arterske< hos købmand Lillienschiold de Svanenhielm. Hun
blev da hos ham, og han giftede sig med hende 13. august 1758.
Dette >bruderov< gjorde dog ikke noget skaar i de to købmænds
venskab. 24. maj 1759 blev Dalager i Christianshaab viet til Grønlænderinde Juliane Marie, født 1734 og vistnok døbt som halvvoksen; hun var muligvis en slægtning af fru Birgitte de Svanenhielm.
Efter brylluppet drog de nygifte saa op til deres hjem i Ritenbenk, hvor de derefter levede en aarrække blandt en venlig og hengiven befolkning, af hvilken dog størsteparten var udøbte. Dalager
indvirkede da selv kristeligt paa dem og støttede missionen ved
tildels at undervise daabsøgende, ligesom han ogsaa tog sig af
menigheden, da der jo var langt til præsten, der boede i Jakobshavn.
Det skyldtes da ogsaa hans initiativ, at missionær Christen Fabricius
blev placeret med Ritenbenk 1759 og blev der et par aar, da der saa
ansattes en dansk kateket. \emdash
I deres hjem opvoksede en anselig børneflok, 6 sønner og 1 dat72
ter. Hjemmet var livligt og bekendt for stor gæstfrihed. Det var
tillige literært interesseret og ejede et helt stort bibliotek, ligesom
det ogsaa var meget musikalsk og kunde opføre hele koncerter, idet
de fleste af børnene dyrkede hver sit instrument.
Dalager besad ogsaa et særdeles varmt hjerte for Grønlænderne,
hjalp dem meget, naar de var i nød og var ikke bange for at træde
i skranken for det, han mente kunde være til gavn og fremgang for
dem, ligesom han ogsaa opfordrede dem til flid med fangst og fiskeri
og ansporede dem til nye erhvervsmaader, f. eks. at drive hvalfangst
paa europæisk vis med slupper og harpunkanoner. Det skyldes i
første række ham, at hvalfangsten fra Diskobugtens kolonier og
anlæg i sidste del af aarhundredet opnaaede hidtil ukendte resultater og for en stor del dreves af Grønlænderne selv til ligesaa megen
fordel for dem selv som for handelen. Mens han var ved Ritenbenk,
drev han ogsaa rensdyrjagt sammen med Grønlænderne baade paa
Nugssuaq-halvøen og paa Diskoøen. \emdash
Dalager drev stor handel og foretog langstrakte togterejser. 1766
klagede Jakobshavns købmand over, at han ogsaa foretog togtninger helt ned til Arveprinsens Ejlands syddel, som mentes at høre til
det jakobshavnske distrikt, men fik til svar fra handelsdirektionen,
at da han selv intet gjorde for at indhandle produkterne ved de
paagældende steder, var det jo godt, at Dalager gjorde det, saa de
dog kom handelen tilgode.
Dalager indgav ogsaa i begyndelsen af 1760-aarene forslag om •at flytte kolonien over til nordvestsiden af Arveprinsens Ejland, da
den saa vilde ligge mere centralt i distriktet, men direktionen vilde
ikke gaa med dertil; det skete først 1781, længe efter at han havde
forladt Ritenbenk, men da havde staten jo ogsaa overtaget Grønlandsmonopolet.
Fra Ritenbenk foretog Dalager ogsaa handelstogter helt op i
Umanaksbugten, som han delvis >opdagede<. Det skyldes da ogsaa
hans forslag, at der besluttedes nyanlæg her, og oprettelsen af kolonien Umanak 1758 foretoges fra Ritenbenk og under hans overledelse. Ligeledes skyldtes det hans gentagne forestillinger, at der
fra 1768 foretoges rekognosceringer længere nordpaa, hvilket resul73
terede i anlæggelsen af kolonien Upernavik. Fra sommeren 1770
havde han personlig ledet rekognosceringen og forberedelserne til
anlæget, idet han da opholdt sig et aarstid paa den 1769 anlagte
haandelsplads kort nord for Svartenhuk-halvøen.
Efter at have forestaaet det af ham anlagte Ritenbenk i sejsten
aar, forflyttedes Dalager til Jakobshavn, som i en aarrække var
blevet slet bestyret og derfor trængte til en dygtig købmand, der
kunde bringe orden i de forvirrede forhold. Han overtog den 7. september 1771 og blev her en lang Tid. Her fik han ogsaa handelen
stærkt opdrevet og produktionen blev en af de største i landet. Han
drev ogsaa her hvalfangst og fik tilsidst etableret et hvalfangstanlæg. 1781 foreslog han nemlig kolonien flyttet til Rodebay med
den motivering, at der derfra var lettere adgang til hvalfangst om
vinteren i det næsten altid aabne vand ved Arveprinsens Ejlands
sydspids, hvor hvalerne holdt til, men dette blev afslaaet. \emdash
Ved Jakobshavn kunde Dalager med sin store familie og sine
tjenestefolk ikke faa plads nok i de to smaa værelser, der var tilsat
købmanden til bolig i koloniens vaaningshus. Han lod derfor selv
opføre et hus ved siden af, men dette brændte 1781; direktionen gik
ind paa at erstatte hans tab med 60 rd., men derved fik han ikke
raad til at opføre et nyt hus. \emdash Han anlagde allerede 1774 en have
ved kolonihusene; jorden hertil skaffedes tilveje fra hustomter, tidligere beboelser o. lign.; herfra havde han og hans sønner skrabet
den sammen og først den hen til stedet. I slutningen af september
opsamlede han da sin >krusede, grønne Kaal, 3A Alen høi, Stokken
en Finger tyk<. Desuden dyrkede han med held >Kørvel, Karse,
Salat, Radiser, Petersille, Porré og Roer<; ogsaa med >Potates<
gjorde han forsøg, men uden videre resultat. \emdash
Dalager opdrog sine børn godt. Han underviste dem først selv,
men senere blev de yngre af dem undervist af provst Sverdrup og
dennes medhjælper, missionær Gjerløff. De talte og kunde tildels
skrive flydende dansk, og deres almenkundskaber var saadanne, at
de kunde omgaas paa lige fod med de i landet værende Europæere.
Handelsdirektionen paaskønnede da ogsaa i høj grad hans sønner
og tog dem tidlig i tjeneste. \emdash Han var da ogsaa selv særdeles vel74
anset. Den første inspektør i Nordgrønland gav ham det vidnesbyrd,
at han var >retsindig og nidkiær, retskaffen og patriotisk<. Han
hædredes da ogsaa med medaillen >pro meritis<. \emdash
Omsider blev han saa forflyttet fra Jakobshavn. Fra omkring
1775 havde han nemlig drevet hvalfangst om foraaret ved Klokkerhuk paa Arveprinsens Ejlands sydspids. 1782 ønskede inspektøren
da et større forsøg anstillet, og aaret efter opførtes saa de nødvendige bygninger, og 14. juli 1784 udnævntes saa Dalager til leder af
handelen og hvalfangsten her ved >Logen Arveprindsens Ejland<.
Ogsaa her fik han handelen drevet stærkt op og navnlig hvalfangsten. Her virkede han saa resten af sin levetid. I sine sidste leveaar
var han ganske vist svagelig, men fungerede dog lige til sin død
1. januar 1799. Paa kirkegaarden her, højt tilfjelds mellem forrevne
klipper, findes hans grav. \emdash
Efter sin mands død opholdt hans enke sig skiftevis hos sønnerne,
først ved Klokkerhuk, derefter ved Claushavn, senere først paa
Hunde Ejland og saa igen ved Klokkerhuk, og tilsidst ved Jakobshavn, hvor hun døde 7. maj 1817 i den for en Grønlænder meget
høje alder af 83 aar. \emdash
Den ældste af deres sønner, Andreas Peter Dalager (1760-1820),
var hvalfangerassistent ved Jakobshavn. Han var gift med Grønlænderinde Agathe (1762-1840). De havde 3 sønner og 8 døtre, af hvilke
en, Sofie Dalager (1786-1804) 13. april 1803 blev gift med missionær
i Jakobshavn-Umanak Eskild Sønnichsen Bram (1773-1815). \emdash
Den næstældste af deres sønner, Jens Jacob Dalager (1763-1825),
var formand ved hvalfangsten ved Klokkerhuk. Han var tre gange
gift og havde 3 sønner og 2 døtre. \emdash
Den tredieældste af deres sønner, født 1765, døde som lille. \emdash
Den fjerdeældste af deres sønner, Christopher Carl Dalager (1766-
1842), var først harpunér ved hvalfangsten ved Klokkerhuk, senere
hvalfangerformand paa Hunde Ejland og tilsidst underassistent og
bestyrer af anlæget Agto i Egedesmindes syddistrikt. Han var to
gange gift, men havde ingen børn. \emdash
Den femteældste søn, Mathias Ferslew Dalager (1769-1843), blev
sendt til Danmark 1782 for at uddannes enten til missionær eller handelsmand i Grønland, men han blev tegnelærer ved realskolen i
Trondhjem og senere kunstmaler sammesteds, hvor han levede hele
sit liv. Han var to gange gift og havde flere børn. \emdash
Den yngste søn, Jacob Dalager (1772-1805), var harpunér ved
Klokkerhuk. Han var gift med blandingen Cathrine Thorning (1776-
1848). De havde to sønner. \emdash
Dalager-slægten eksisterer stadig i Nordgrønland. \emdash
Datteren, Anna Chrestina Dalager (1761-1832 var gift med baadsmand og sejlmager i Jakobshavn Niels Rasmussen Ravnholdt (1768-
1840). De havde to døtre, som har efterkommere i Grønland.
Men før sit ægteskab havde Anna Chrestina Dalager en datter,
Pouline Irgens (1786-1865), som 1804 blev ovennævnte missionær
Brams anden hustru. De havde 3 sønner og 1 datter. \emdash