Jørgen Dyrskjøt [1030]
(Ca. 1500-Ca. 1534)
Peder Jørgensen Dyrskjøt [1028]
(Ca. 1520-Ca. 1570)
Maren Laursdatter Høst [1029]
(Ca. 1510-)

Lars Pedersen Dyrskjøt [1022]
(1560-1644)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. Maren Pedersdatter [1024]

2. Kirsten Nielsdatter [1023]

Lars Pedersen Dyrskjøt [1022]

  • Født: 25 Dec. 1560, Vinkel, Hove Sogn, Vandfuld, Ringkøbing Amt 1
  • Ægteskab (1): Maren Pedersdatter [1024] cirka 1627 i Ørum Sogn Kirke 1
  • Ægteskab (2): Kirsten Nielsdatter [1023] cirka 1600 i Ørum Sogn Kirke 1
  • Død: 18 Jan. 1644, Aagård, Ørum Sogn, Dronninglund, Hjørring Amt i en alder af 83 år 1
  • Begravet: 22 Jan. 1644, Ørum Sogn Kirkegård 1
Billede

punkttegn  Notater:

En stor tak skal lyde til Peter Anderson og Marion Jensen, for deres store arbejde med " En Vendelboslægt" i 450 år.
Uden deres kæmpe arbejde og deres arkivalier, havde jeg nok ikke funden tilbage til Lars Dyrskjøt.
Så endnu en gang 1000 tak

punkttegn  Fødselsnotater:


Lars Pedersen Dyrskjøt født i Hove ved Lemvig d. 25. december 1560 Forældre: Peder Jørgensen Dyrskjøt og Maren Laursdatter Høst

punkttegn  Begravelsesnotater:


Lars Pedersen Dyrskjøt blev skudt af Svenskerne i Nørre Sundby d. 18. januar 1644. 84 år gl.

Billede

punkttegn  Om Lars:

• Occupation: Bondefører. 2

• Battle of Norre Sundby: Han blev dræbt i 1644 i slaget ved Nørresundby. Var delefoged under lensmanden på Aalborghus, 1644, Ålborg, Denmark. 2


På frierfærd: Ca. 1629, Ørum Sogn, Dronninglund, Hjørring Amt

Ved Julelampens skær 1956
Af Peder Jensen Kjærsgård-III . af Tage Andersen

I første Halvdel af det syttende Aarhundrede boede i Ørum, dengang en fattig Hede-Landsby, i vore Dage en smuk By med grundmurede Gaarde og Huse og veldyrkede Marker, den bekendte Delefoged i Jerslev Herred i Midtvendsyssel Lars Dyrskjøt, i daglig Tale kaldet Lars Skjøtt. Kun et fra den Tid er i vore Dage som dengang: denlille kullede Kirke.
Lars Dyrskjøt er en i den vendsysselske Historie kendt Skikkelse. Først og fremmest som Leder af Oprøret mod de fjentlige Indfald her i Landet 1627 og senere, da Svenskerner overfaldt os. Lars Dyrskjøt faldt i Kampen ved Nørresundby den 18. Januar 1644.
Paa den Tid, Beretningen her foregaar gik Lars Dyrskjøt i sit halvfjerdstyvende Aar. Han havde om Sommeren mistet sin Hustru Karen Nielsdatter, med hvem han havde levet i lykkeligt Ægteskab i tredive år. Nu var han saa ene. Han syntes næsten ikke, han havde mere at leve for.
Derfor maate Lars Dyrskjøt også hver eneste Dag tænke på den Tid, da Karen levede og var rask. Hun havde de hundrede Ting at tage Vare på. Der kom mange Mennesker i dere Hjem i Aagaard, dengang en stor Bondegaard. i vor Tid nærmest en Proprietærgaard med store Bygninger, omgivet af Agrenes brede Felter. Nej, intet er som i Lars Dyrskjøts Tid. Men lytter man andægtigt til, hvisker Vinden om den gamle Kæmpes Bedrifter og alt det, der for længst er Historie.
Lars Dyskjøt huskede, hvordan Karen altid med et Skæmt og sit gode Humør kunne narre en Bid i Gæsterne, naar de begyndte at tygge avet om.
Aaja, han var ensom nu - saa ensom, som et Mennseke junde blive. Han gik tit op paa den forblæste Kirkegaard og dvælede ved Hustruens Grav. Han gik også tit ind i Kirke og satter sig. Der i denne Stol havde Karen sin bestemt Plads. Ja , det var den gang...
Der var jævn Velstand i Aagård. Bønderne i Ørum levede udelukkende, af hvad de selv avlede. Hos Delefogdens derimod fik man tit Høkervarer og andet fra Sundby. En Dag hen på Vinteren skulde Lars Dyrskjøt igen en Tur til Limfjordsbyen efter ny Forsyning. Han havde en Dosmerseddelmed over det, han skulde købe.
Pigen der havde staaet for Husholdningen, siden Karen var blevet syg, havde taget Munden godt fuld, da hun remsede op, hvad han skulde købe. Det var let at skønne, at det ikke var Karen., der stod for det hele. Men Lars Dyrskjøt havde ikke sagt noget. Saa længe der ikke ligefrem ødsledes, tav han hellere, end at risikere Ufred.
Alt det sad han og tænkte på, da han kørte til Sundby. Om et Par Maaneder skulde Pigen, der forestod Husholdningen, giftes med en Fæstegaardmand nordpaa i Sognet.
Lars Dyrskjøt vidste endnu ikke, hvor han skulde faa et andet Kvindemennske fra. Han vilde helst have en ældre Enke eller Pige. En solid en, der kunde forestaa den store Husholdning økonomisk. For Tiden var der dog ingen Enker eller gamle Piger i Ørum. De der var, var for gamle igen. Han kom vel til at nøjes med en ung. I hvert fald foreløbig.
Han kunne vel nok være blevet gift igen. Men han syntes, han var blevet for gammel. Folk snakkede godt nok om, at han Kronens Delefoged, let kunde faa en Kone igen. Nej han syntes alligevel ikker. Havde det været for tyve Aar sien, saa...
Snart var han Syd for Hammer Bakker.. Nu kunde han se Sundby Kirketaarn. Skønt han var kørt hjemmefra om Morgenen, længe før det blev Lyst, naaede han ikke til Sundby før op paa Formiddagen. Han skyndte sig at faa sine Ærinder frrettet, saa han kunde komme hjem, inden Mørket faldt paa.
Han fik som alle andre, der havde Ærinde i Kramboden, en Slurk Øl og derefter en Dram.
"Du skal have een til det andet Ben ogsaa" sagke Høkeren og skænkede i Glasset.
Lars Dyrskjøt sagde ikke nej Tak. Han slog Drammen i Halsen. Han var ogsaa blevet Kold efter den lange Køretur. Drammene og det gode hjemmebryggede Øl gav da ogsaa Varme i Skroget.
Noget over Middag, da Hestene havde bedet, var han færdig til Hjemturen. Han havde dog været nede ved Fjorden, og set over mod Aalborg. Nu kom han vel ikke til Sundby før til Foraaret, når Dagene længedes.
Bedst som han kørte fra Byen, kom han pludselig i Tanker om, at sidst han var i Sundby, havde han snakket med Per Laursen, en Fæstegaardmand i Voerbjerg. Per Laursen havde mange Børn, af Piger en hel Redefuld, som han skæmtende sagde.
Det greb Lars Dyrskjøt, at han kanske foreløbig kunde faa en af Per Laursens Døtre til Aagaard for at styre Huset, naar hun, han nu havde, rejste bort. Han tog en hurtig Beslutning og bestemte sig til, at han vilde om ad Voerbjerg. Per Laursens Børn var saadanne skikkelige Mennsker. Skulde han have en ung i Huset, kunde han ikke faa nogen bedre end en af dem. Han kendte godt Familien fra den Tid de boede i Ørum
Lars Dyrskjøt jagede paa Hestene. Det var mindst halvanden Mils Omvej, naar han skulde til Voerbjerg. Og Mørket kom hastigt på denne aarstid
Per Laursen kom selv ud og tog imod Lars Dyrskjøt.
"Velkommen, Lars Skjøt" sagde Per og krystede hans Næve. " Naa, du er kommet ud at køre i dag"
"Jeg har været i Sundby for at gøre Indkøb. Det er jo snart Jul. Og jeg syntes, det var saadan et godt vejr i dag, selv om det alligevel er mere koldt, end jeg havde regnet med.
Se, saa var det, jeg bestemte mig til at køre den her vej. Du ved, Karen er død.... ja, det er jo snart flere Maaneder siden. Nu har hun Fred, sølle Stakkel, som hun var blevet til, efter at Sygdommen havde slaaet hende ned. Vorherre være med hende. Men, imellem al Sna: Hun der nu styrer Huset for mig skal giftes om et Par Maaneder. Saa var det jeg kom til at tænke paa dig, Per. Du har saa mange Piger. Ja, jeg ved ikke..."
"Kom ned af Vognen, at vi kan komme ind og snakke om det" Per Laursen var straks blevet ivrig. Ja vist havde han Døtre, næsten alt for mange. En maatte kanske ikke tænke saadan om sine Børn. Især, naar de skikkede sig vel. Men hvordan faa saadan en Flok afsat? tænkte han. Det kunde nok volde Bekymringer at spekulere paa.
Lars Dyrskjøt havde ikketænkt sig at faa Hestene spændt fra. Han skottede til nogle truende Skybalke over Ladetaget. Bare en halv Time, saa skulde han videre for at naa hjem inden Aften.
Da de kom ind i Dagligstuen og blev bænket om det lange Bord. Der var god Varme i Stuen. Lars Dyrskjøt blev budt til Sæde for Enden af Langbordet. Per Laursen gik ud i Køkkenet til Kvindfolkene. Lidt efter kom han tilbage sammen med sin Hustru Dorthe. Hun var af den bekendt Kjærulf-Slægt. En lille Kone med et rundt og smilende Ansigt.
Netop af den Slags, man straks kommer til at synes om.
"Velkommen her!" sagde hun saa hjertelig, at der kunde ikke være Tvivl om, at det var ment som det var sagt.
Også døtrene kom ind og hilste på Lars Dyrskjøt. Der var seks, syv i alt - han sansede ikke at faa Tal paa dem. De fleste var i Giftealderen. Det undgik ikke hans Opmærksomhed, at de rødmede klædeligt.Det var altid et godt Tegn, naar en Pige gjorde det. Han sad der og blev ligefrem sikker paa, at han vilde blive glad, hvis han kunde faa en af dem til at styre Huset for sig. Han maatte også tænke paa, at den Ungersvend, der fik en af dem til Kone, ikke blev narret.
Pigerne forsvandt staks igen. Men Dorthe blev inde hos Mændene.
"Ja, hvad mener I, kan der være Tale om, at jeg kan faa en af jeres Piger?" spurgte Lars Dyrskjøt, da Døren havde lukket sig efter dem.
Per Laursen og Dorthe kikkede til hinanden, som vilde den ene have den anden til at afgive Svaret.
"Jo, sagde Dorthe omsider, da Manden vedblev at være tavs. "Per og jeg er enige om, at det Tilbud kan vi ikke sige nej til. Du har jo et godt Hjem i alle Maader saa....
"Hvad det angår.....," svarede Lars Dyrskjøt. "Nej hun skal ikke komme til at mangle noget, hverken vaadt eller tørt, hvilken af dem det saa end bliver."
Det havde Dorthe allerede bestemt, da Per kom ud i Køkkenet og satte hende ind i Sagen. Saa det var allerede på Forhaand afgjort. Derfor var det også hende, der denne Gang svarede;
"Det maa vel så blive Maren!" Hun kikkede til Per Laursen.
Per bare gav et Nik. Nej hvad den Ting angik, havde han intet at skulle have sagt. Dog, da Dorthe allere ude i Køkkenet havde afgjort Sagen, var han pisket til at sige noget, især da hun nu ligesom ikke var til at tærske et Ord af. Noget der ellers ikke lignede hende.
"Jow," sagde Per og rømmede sig. " Dorthe og jeg er enige om, at det maa blive Maren" løj han. For han havde jo desværre kun saa lidt at sige, men maatte indrømme, at Dorthe var den af dem, der snakkede bedst for sig. "Maren er saa rolig af Væsen. Og jeg tror ogsaa at kunne sige, at Hænderne sidder godt paa Skafterne." Per rømmede sig igen. Det var længe siden, han havde holdt saa lang en Tale.
Nu var det Dorthe, der nikkede. Det troede hun nok, at hun - uden at brovt - kunde forsvare at sige om alle sine Pigebørn.
Maren var vist ikke den kønneste af Døtrene, tænkte Per. Af den Grund vilde hun maaske blive den, det vilde blive vanskeligst at afsætte - særlig, fordi hverken hun eller nogen af de andre Pigebørn kunde vente rede Penge i Medgift. Og da Dorthe igen tav, var han pisket til atter at sige noget.
"Maren er den, der vil passe bedst til dig, Lars Skjøt. Hm, hrø-øm" Per kørte fast. Det gjorde ikke noget, for nu kunde Dorthe sige det, der skulde siges.
"Maren er en stabil Pige, Lars Skjøt" Dorthe fortalte om sin Datter. Men det var ikke Pral, vidste Lars Dyrskjøt. Det greb ham, hvor skønt det vilde blive at faa saadan en mildKvinde i Huset. Han vidste endnu ikke, hvem af dem der var Maren. Men han var sikker paa, hun lignede sin Mor.
"Jeg er saa ene nu" sagde han. "Karen var saadan et skønt Menneske. "Jeg tror nok, din Datter ligner hende, Dorthe. Og saa vil jeg ikke andet end at blive glad for at faa hende hjem til mig"
Dorthe saa kærligt til Gæsten.
"Vi er også glade for, at du vil have hende, Lars Skjøt" bekendte hun ærligt og redeligt.
Glad! tænkte Lars. Det var sandelig ham, der havde Grund til at være taknemmelig. For naar han skulde have en ung Husholderske kunde han ikke faa nogen bedre end en af Pers og Dorthes Døtre. Hans Tanker gik til hende, der nu rumsterede paa Aagård. Hun var dygtig nok, det skulde han ikke benægte. Men han havde bedst af at tie, naar hun skræppede op - ligesom da hun i Aftes gav ham Ordre paa, hvad der skulde staa på Dosmersedlen. Jo, hun var dygtig nok, ja, mere end det. Men hun var desværre også ikke saa lidt hvipgal, naar noget gik hende imod. Derfor var Lars Dyrskjøt glad for at kunde faa en af Pers og Dorthes Døtre til Husholderske, selv om han ganske vist helst af alt havde ønsket sig en i en mere moden Alder, paa et halvt Hundrede Aar eller lidt mere. Hvad havde en gammel Mand at snakke med en ung Pige om? Karen og han havde altid haft nok at drøfte. Det havde været saa rosomt, især i det lange Vinteraftener, hvis han havde haft en halvgammel Pige til at gaa og pusle om sig og snakke med.
Mens de gamle sad og snakkede sig til Rette, havde Pigerne travlt med at ordne noget til Føden. De kom ind med Saltmadstruget, Brød og Øl.
"Nej, nej" udbrød Lars Dyrskjøt. " Jeg skal ikke have noget at spise. Jeg skal skynde mig af Sted, saa jeg kan komme hjem, mens Dagen er på Himlen"
"En bid Brød skal du have, sagde Dorthe afværgende.
Egentlig følte Lars Dyrskjøt sig ogsaa sulten. Han havde jo ikke faaer noget at spise, siden han tidligt i Morges kørte hjemmefra. Og det var gode Sager, der blev sat for ham: Rullepølse og Flæsk saa fedt, at ens tænder løb i Vand bare ved Synet af al denne Overflødighed. Som Lars Dyrskjøt blev modtaget her i Dag, blev han i sin Egenskab af Kronens Delefoged ikke modtaget alle Vegne derhjemme i Ørum Sogn. Ikke saadan, at han der havde Uvenner. Men i dag blev han jo beværtet, som om der var Bryllup eller andet Gilde, han var til. Han saa paa Brødet, inden han bed i det. Det var fast og godt gennembagt. Sidst han Husholderske havde bagt, var der store Revner i det, og Skorpen sad foroven helt løs. Dejgen havde naturligvis været for daarligt æltet. Brødet her var, som Brød skulde være. Af Sennepskrukken tog han en god Skefuld over paa en Træbriks, der laa foran ham. Sennepen var god og stærk., som den Slagsogsaa skulde være. Han snusede ind gennem sine haarede Næsebor. Jo, den var blandet op med Brændevin, kunde han lugte.
En af Pigerne kom ind i Dagligstuen med et Krus skummende Gameløl.
"Ja, der er saa Maren" sagde Dorthe og skubbede sin Datter frem mod Lars Dyskjøt. Hun saa ud til at være omkring en Snes Aar. "Det blev saa dig Valget faldt paa, min Pige "fortsatte Dorthe. "Er du nu ikke glad?"
"Jo!" sagde Marren og rødmede endnu mere end før. Hun tænkte paa den store Gaard, hvor hun nu skulde til at regere, varetage en Husmoders selvstændige Pligter. Men hun vidste også, at hun kunde. Hun maate sande, at hun havde været i en god Lære herhjemme hos Moderen. Men på Aagaardi Ørum vilde det blive noget helt andet. Der vilde hun faa tre, fire Tjenestepiger, der bare havde at gøre, hvad hun sagde. Herhjemme gik de mest og skændtes om, hvem der skulde gøre det og det.
"Vi skal nok komme ud af det med hinanden" sagde Lars Dyrskjøt tankefuldt, idet han saa venligt paa Pigen. Han saa strakd, at hun godt nok lignede Moderen.
Lars Dyrskjøt spiste den ene Mellemmad efter den anden. Omsider begyndte han at tygge avet om. Men Dorthe vidste at finde de gode Bidder frem. Paa den maade nødede hun en Skive Brød, godt belagt med Rullepølse, i ham.
Per Laursen hentede en lille Brændevinsbimpel.
"Jeg var i Sundby for nogle dage siden. Saa købte jeg det her. Nu skal vi have en Dram. Det er ikke til Hverdagsbrug, man faar en Datter afsat" sagde han betydningsfuldt.
Da saa Lars Dyrskjøt pludselig op. Havde han hørt rigtigt? Nej det kunde ikke være muligt. Han fik dog ikke Tid til at tænke nærmere over det, før Dorthe med en Inderlighed, som kun en Moder kan sige det sagde:
"Ja Gud velsigne jer med Pagten! Jeg ved du har beraadt dig med Gud, Lars Skjøt. Og Maren skal jeg indestaa for; hun vil blive dig en god Kone."
Lars Dyrskjøt sad som himmelfalden. Det varede lidt, før han kunde komme til mælet.
"Det kommer saa bag paa mig" bekendte han "Men er det virkelig jeres Mening, at..... Jeg havde nu kun ment at faa en af jeres Piger op til mig for at styre Huset. Men hvis det virkelig er saadan, at Maren kan tænke sig at gifte sig med mig gamle Mand, saa...." Han fortalte, hvordan Karen, hans salig afdøde Kone, en Dag, noget før hun døde, havde ladet sig forstaa med, at det vilde være en Trøst, dersom hun havde vidst, at en god Kvinde vilde have gaaet i hendes Sted og give ham en god Alderdom."Saadan sagde Karen. Og har du ikke noget imod det, Maren, skal jeg nok blive dig en god Ægtehusbond."
Dorthe og Per Laursen kikkede betuttede til hinanden. De havde været saa sikker paa, at Lars Dyrskjøt kom for at fri til en af Døtrene. Og saa havde det hele været en Misforstaaelse.
Dog: Delefogenfra Aagåaard havde jo ikke givet Afslag. Trærtimod. Derfor var det, som det er en god Moders Pligt, Dorthe der nu maatte se at faa Tingene bragt i Lave.
"Giv ham saa dit Ja, bitte Maren," sagde Moderen inderligt. Aah hvilken Skuffelse, hvis Lars Dyrskjøt havde sagt nej. Men han maatte da ogsaa være en sær stabejs, hvis han havde afslaaet at faa en køn, ung Kone. Ikke alene køn, men ogsaa dygtig. Det sidste turde Dorthe hvor som helst staa frem og bevidne.
Maren stod og saa ned mod Lergulvet. Blodet pulsede gennem hendes Aarer, saa Hjertet dunkede i Brystet, og Heden steg hende endu mere end før til Hovedet. Et kort Nu ønskede hun sig mange Mile borte,
Det var første Gang nogen havde friet til hende, og det hele var kommet saa pludseligt. Hun hev efter Vejret, mens hun tænkte paa, hvilken Lykke det var, at hun kunde blive Kone paa Aagaard, hvor der var Velstand til Huse.
"Giv ham saa dit Ja, bitte Maren," gentog Modern, idet hun ruskede Datteren i Armen.
Maren skød Hjertet op i Livet. Nu maatte det siges.
"Jo, jeg vil da gerne."
"Vorherre velsigne dig for det Svar, min bitte Pige," sagde Lars Dyrskjøt rørt. Ja, det hele var ogsaa for ham kommet saa pludseligt. Men han følte sig saa inderlig glad. Det var ikke den samme Følelse, som da han fæstede sin første Brud. Det var paa en helanden Maade. Han kendte jo endnu slet intet til Maren. Men han var sikker paa, hun ikke alene af Ydre, men ogsaa af Sind lignende sin Moder. Han vilde ikke længere være ensom. Han vilde sammen med en ung Kone komme til at gaa en lykkelig Alderdom i Møde.
Paa Grund af det uventede, at Lars Dyrskjøt i Stedet for en Husholderske havde faaet Lovning paa en Kne, trak det ud, inden han kom paa Vej hjemefter. Mens Vognen skrumplede hen over den ujævne Vej, var hans Tanker i Voerbjerg. Han vilde gerne have snakket lidt mere med Maren. Men dels maatte han skynde sig af Sted, og dels var hun saa genert, at hun bare svarede med Enstavelsesord. Han var dog sikker paa, at når hun kom til Ørum som hans Hustru, skulde de nok faa noget at snakke om.
Lars Dyrskjøt smilede, da han i Tankerne saa Dorthes milde Træk. Saadan skulde han hver Dag komme til at se Maren, mens hun gik omkring i Stuerne derhjemme på Aagård og gjorde alt saa godt for ham, som hun kunde.

----------------

Som Islæt i Vævens Mønster føjede sig til Aar. Lars Dyrskjøts Drøm om en fredfyldt Alderdom med en ung Hustru ved sin Side gil i opfyldelse. Maren skænkede ham fire Sønner, hvoraf især en, Peder Dyrskjøt, kaldet "Den lærde Bonde" ligesom Faderen har bevaret sit Navn i den Vendsysselske Historie. Maren blev saaledes stammoder til en stovt Slægt, hvis talrige efterkommere den Dag i Dag kan føre deres Slægtsregister direkte tilbage til Delefogden på Aagård og hans Hustru, Dorthe og Per Laursens Datter fra Voerbjerg

Ørum Sogn i 1600 tallet 3

Beretning fra kirkebladet i Ørum kirke

1600 tallet var præget af særdeles hårde vilkår for Ørum Sogns beboere.
Udover misvækst, kræftsyge og sandflugt plagedes befolkningen af de mange fjendtlige indfald i landsdelen. Et af periodens få lyspunkter er beretningen om Lars Dyrskjøt, og det er samtidig beretningen om de barske levevilkår for menneskene i det lille landsogn i Vendsyssel. Lars Pedersen Dyrskjøt boedepå Aagård, som ligger knap 1 km. sydvest for kirken. Han var samtidig delefoged, d.v.s. at han skukke varetage kongens interesser i herredet. Han var gift 2 gange. Det første ægteskab var barnløst, men i sit andet ægteskab fik han 4 sønner, hvoraf den ældste, Peder, senere blev en anerkendt historiker, som bl.a. levende har beskrevet faderens bedrifter. År 1600 bliver Lars Dyrskjøt kirkeværge, og han skænker kirken et par alterstager (1611) og en alterkalk (1623).
Som følge af Chr. 4`s fejlslagne forsøg på at blande sig i 30-års krigen rykkede "de kejserlige lejetropper" op gennem Jylland, og i oktober 1627 kommer de til Aalborg, og Lars Dyrskjøt er en af lederne or de nordenfjordske bønder, som drager til Nørresundby for at hindre fjenden i at sætte over Limfjorden. Det blev dog opgivet, og de fjendtlige horder besatte nu Vendsyssel, hvor bønderne blev mishandlet, udplyndret og ofte fordrevet fra deres gårde. I Ørum sogn stod flere gårde øde i flere år efter denne besættelse. Året efter blev Lars Dyrskjøt og en del andre bønder pågrebet af fjenden og i længere tid holdt fanget i mSæby anklaget for partisanvirksomhed og planer om folkerejsning. De var blevet angivet af Jørgen Rasmussen i Sdr. Ravnstrup, som efter besættelsen blev dømt for landsforræder. Endelig i maj 1629, blev der sluttet fred og besættelsesstyrkerne forlod Vendsyssel.
Men allerede i 1644 var freden forbi. Denne gang var det arvefjenden Sverige som var fjenden. Den svenske feltherre, Lennart Torstensson, rykkede op gennem Jylland, og 17. januar 1644 stod der påny en fjendtlig styrke i Aalborg parat til at krydse Limfjorden. Trods sine 81 år stillede Lars Dyrskjøt sig beredvilligt i spidsen for bønderne fra Jerslev Herred, som i stort tal opsøgte ham på Aagård. I Nørresundby tog de opstilling på Skansebakken fast besluttet på, at denne gang skulle det ikke lykkes fjenden at komme over fjorden. Men det svenske rytteri under ledelse af oberst Wrangel overraskede dem ved resolut at ride ud på fjorden, som var islagt efter den strenge frost de forregående dage. Inden bønderne overhovedet var blevet opstillet i kampformation, blev de redet over ende af de kampvante svenskere, og i løbet af ganske kort tid var "Slaget for Sundby" ovre med de danske bønder hugget nedeller på vild flugt. Om Lars Dyrskjøts skæbne beretter hans søn Peder Dyrskjøt: Efter at bønderne fra de 2 herreder (Kjær og Jerslev) var rømte, gik min fader sagtelig bag efter alle de andre, indtil han kom til en Have næst mod fjorden. Deri lagde han sig og med sin Bøsse ihjelskød tre Svenske ryttere efter hinanden. En Svensker sprang til og med Pistolen i Haanden spurgte ham. om han ville have Qvarteer, strax sagde han nei, men vendte sig og spendte sin Bøsse så hastig igien, at Hanen slog ham den lille Finger af Haanden, og da skjød Svenskeren ham imellem hans Skuldre, med et Kugleskud, som blev habs Bane. Dermed faldt han næsegruus ned, befalede Gud sin Sjæl, raadførte endda nogle, so laa i Haven hos ham, bad dem ogsaa, at de vilde lade min Moder vide, paa hvad Sted han fandtes.
Hans lig blev bragt hjem til Ørum og begravet i hans udvalgte lejested i den kirke, som han i en årrække havde været værge for. Lars Dyrskjøt slap altså for at opleve endnu en besættelses rædsler, men hans bysbørn slap først, da svenskerne i 1645 trak sig ud af landet, men blot 12 år senere kom tilbage og blev her til slutningen af 1658.
(notat: Måske er det ikke Lars Dyrskjøt, der har skænket Alterkalken men Maren Pedersdatter fader. Men det står hen i det uvisse)

Billede

Lars blev gift med Maren Pedersdatter [1024] [MRIN: 231] cirka 1627 i Ørum Sogn Kirke.1 (Maren Pedersdatter [1024] blev født cirka 1608 i Nørre Ravnstrup, Ørum Sogn, Dronninglund, Hjørring Amt 1 og døde i 1689 i Aagård, Ørum Sogn, Dronninglund, Hjørring Amt 1.)


punkttegn  Parnotater:


Vielse 1629 i Ørum Kirke Lars Pedersen Dyrskjøt 69 år 2. ægteskab og Maren Pedersdatter, 21 år, 1. ægteskab

Billede

Lars blev derefter gift med Kirsten Nielsdatter [1023] [MRIN: 1] cirka 1600 i Ørum Sogn Kirke.1 (Kirsten Nielsdatter [1023] blev født cirka 1575 i Dronninglund Sogn, Dronninglund, Hjørring Amt 1 og døde cirka 1627 i Aagård, Ørum Sogn, Dronninglund, Hjørring Amt 1.)


punkttegn  Parnotater:

Lars Pedersen Dyrskjøt og Kirsten Nielsdatters Begge i 1. ægteskab

Billede

Kilder


1 Vendelboslægt i 450 år, Marion Jensens arkivalier.

2 The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, "FamilySearch Family Tree," database, <i>FamilySearch</i> (https://www.familysearch.org : accessed 16 Apr 2020), entry for Lars Pedersen Dyrskjøt, person ID LCZZ-P7B.

3 Ørum Sogn kirkeblad.


Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 27 Maj 2021 med Legacy 9.0 fra MyHeritage.com; Ophavsret og vedligeholdelse af Jettesoerensen048@gmail.com